Når børn bliver syge af stress
Børn og Stress
– Del 1 af 3
Familier oplever det og førende forskere gør opmærksom på et fænomen som der er al mulig grund til at tage alvorligt og måske bruge tid til at reflektere over.
”Sandras mobiltelefon ringer. Det er mor, der lige vil tjekke, om den 10-årige pige er vågnet og har fået morgenmad. Mor er for længst taget på arbejde. Sandras mave begynder at snøre sig sammen - igen. To gange har lægerne været tæt på at operere. Men Sandra er ikke syg, hun har stress. Den tilstand deler hun med et kraftigt stigende antal børn.
Hvert 10. barn i Norden har stresssymptomer. Det fastslår en af verdens førende forskere i børn, smerte og stress, børnelægen Gösta Alfvén fra Karolinska Universitetssjukhuset i Stockholm.”
Børn reagerer som voksne på stress og af samme grund
De almindeligste symptomer er hovedpine, muskelsmerter, smerter i mave og led, besvimelsesanfald og synsforstyrrelser, men før det kommer så vidt ser vi ofte tilsyneladende meningsløs aggressivitet, irritabilitet, nedsat eller stærkt øget appetit, ”trods” og stædighed og børn, der pludselig begynder at sige højt og klart NEJ!, hvor de normalt er samarbejdsvillige. Og endnu tidligere begynder børnenes energiniveau at falde mærkbart. Børn reagerer altså præcis som voksne og af samme grund: der er opstået en kronisk ubalance mellem deres behov for at bevare deres personlige integritet (grænser og behov) intakt og deres trang til at samarbejde (kopiere, tilpasse sig) med forældrenes adfærd/omgivelsernes krav og forventninger. Når det sker over længere tid begynder den forudsigelige udvikling af signaler og symptomer, som er nævnt her.
Et ”systemiskt fænomen” og ikke kun forældres ansvar
Den offentlige debat om ”børn og stress” har igennem nogle år været en del mere forenklet, end sagen fortjener. Man har bebrejdet forældrene, at de stresser for meget med arbejde og karriere og ikke tager sig tid (det magiske ord!) til at være sammen med børnene eller at de har for store ambitioner på ”projektbørnenes” vegne og stiller alt for store krav om fritidsaktiviteter, skolepræstationer o.l. Det er der en del forældre, der er blevet vældig stressede af at læse (skyldfølelse og dårlig samvittighed er betydelige stressfaktorer).
Fænomenet stress er betydeligt mere komplekst og det er tvivlsomt, om nogen i det hele taget er skyldige. Stress er det, der i mit fagsprog kaldes et ”systemisk fænomen”. Det betyder, at når det findes i de fællesskaber, vi er en del af og også er afhængige af skal der en betydelig personlig indsats til for ikke at blive smittet. Dette gælder helt uanset om vi ser på de private fællesskaber som familie og netværk eller på arbejdspladsen og samfundet. Ingen undgår helt at blive påvirket, men nogle bliver det mere end andre og påvirker dermed også sine omgivelser i større eller mindre grad.
Stress smitter og stress fører til mere stress
Systemet fungerer i gensidighed: mine kollegaer er stressede, derfor bliver jeg stresset og påvirker dermed mine kollegaer med mere stress. Min mand er stresset, fraværende og yder kun lidt i familien. Det stresser mig, som igen stresser ham med krav og kritik som igen stresser vores børn, hvis symptomer igen stresser os begge endnu mere, så vi mister lysten til sex og dermed oplever en utilstrækkelighed, som føjer stress til stress.
Denne gensidighed er både en naturlov og et produkt af vores sociale programmering, som gør at vi alt for ofte vælger samarbejdet/tilpasningen/konformiteten frem for at tage vare på vore egne grænser og behov.
Vejen ud af stress - et valg enhver voksen har, men ikke børnene
Derfor findes der en vej ud af den onde cirkel men kun én: at tage ansvaret for sit eget liv. Vi kan ikke melde os ud af systemet, men vi kan insistere på vores individualitet og få en slags kontrol med den pris, vi under alle omstændigheder må betale for at være en del af et større fællesskab, men som gerne skulle være i rimelig balance med det vi får ud af fællesskabet.
Dette valg har enhver voksen, men børnene har det ikke. I denne sammenhæng (som i så mange andre) kan man først tage ansvaret for sine børns liv og trivsel, når man har taget ansvaret for sit eget. Blandt andet derfor er det både ubegavet og sentimentalt, når moralisterne iblandt os opfordrer forældre til at gøre noget ”for børnenes skyld”.
Der er ingen tvivl om, at samfundets fædre og mødre (politikerne) kunne gøre meget mere og bedre, end de gør og det samme gælder både offentlige og private virksomheder og institutioner, men mere om dette senere. Det hjælper imidlertid ikke at give ”samfundet” skylden og det hjælper kun lidt at overlade ansvaret til dette ”samfund”, som jo også består af dig og mig og alle de andre stressede. Derfor er det op til os selv som individer, fædre og mødre, selvstændige, ansatte, vindere og tabere. På dette punkt har de nordiske velfærdssamfund ikke kunnet indfri forventningerne. De kan ikke tage ansvaret for kvaliteten af vores liv. De kan i et vist omfang betale for konsekvenserne af vores politiske og personlige beslutninger eller passivitet, men fællesskabet kan hverken overtage eller forvalte det personlige ansvar.
Hvad er konsekvenserne, hvad er det værd og hvad vil du gøre?
Sandras mor står derfor over for et eksistentielt valg, nu hvor hendes 10-årige datter er blevet indlagt på sygehuset. Skal hun fortsætte sin nuværende livsstil eller ændre den?
Hvis hun fortsætter – og det er jo et af de to mulige valg hun kan træffe og tage ansvar for – må hun samtidig indstille sig på at tage ansvaret for sin datters fysiske og mentale helbred, en forringelse af deres indbyrdes relation (målt med hendes egne drømme og Sandras behov) og de følger det uundgåeligt vil få for hendes eget helbred på bare lidt længere sigt. Eller sagt på en anden måde: vil hun handle konformt eller med integritet?
En del af hendes dilemma vil være, at hun selv er vokset op i et samfund, som først og fremmest hylder konformiteten – speciel de første 20 leveår – og som synes, at mennesker er besværlige, når de vælger at tage ansvar for deres eget liv. Udover at træffe en beslutning som kan medføre store sociale og økonomiske forandringer skal hun altså også gå aktivt i clinch med de værdier der har præget hele hendes opvækst.
Hvis hun vælger at spørge de mennesker til råds som har ”ramt muren” og har oplevet et stressbetinget totalsammenbrud, vil de uden tvivl råde hende til at handle med integritet, men hun kan jo også vælge at håbe på, at netop dette ikke sker for hende.
Vælger hun den konforme løsning kræver almindelig anstændighed, at hun ser sin datter i øjnene og siger, ”Jeg ved at vores liv gør dig syg og får dig til at tvivle på din egen værdi. Det er jeg forfærdelig ked af, men jeg kan ikke se nogen anden løsning lige nu, så du må leve med den mor du har.” Kan hun ikke det, mister hun enhver troværdighed og sit barns tillid og Sandra må vokse op som ”de-facto-forældreløs” og klare sig så godt hun kan alene.
Fire spørgsmål som du kan vælge at reflektere og samtale omkring:
Integritet eller konformitet – hvordan ser det ud i dit liv og i din familie?
Hvornår vælger du samarbejdet/tilpasningen/konformiteten frem for at tage vare på dine egne grænser og behov?
Hvordan og hvornår vælger du integritet og tager vare på dine egne grænser og behov?
Hvad får dine børn samarbejde/tilpasse sig frem for deres egne grænser og behov?
Hvordan og hvornår tager du vare på dine børns grænser og behov?
Fortsættes i næste blogindlæg